T. M. Palshof - Sommerfugleklanen

Da jeg blev præsenteret for pressematerialet forud for udgivelsen af “Sommerfugleklanen – Pavens Yndling”, var min første tanke at det projekt var dødsdømt på forhånd. Af materialet får man det indtryk at handlingen stritter uhjælpeligt i alle mulige, og en del umulige, retninger. Bogen vil være både en thriller, en krimi, et samfundskritisk indspark, og en hel del andet. Desuden indeholder materialet mere eller mindre forfatteren Troels M. Palshofs CV, og man får på fornemmelsen at han egenhændigt har ført selvudgivelse til Danmark. Lad mig bare sige at forventningerne til bogen var overskuelige.

Nu har jeg læst “Sommerfugleklanen – Pavens Yndling”, og må ydmygt bøje mig i støvet for Palshofs fødder. Han gjorde det simpelthen! Bogen er alt det den lover, og selv om det helt klart er thriller-/krimidelen der fungerer bedst, er jeg benovet. Det er en debut der vil noget, og jeg glæder mig meget til efterfølgeren når den udkommer.

“I ”Sommerfugleklanen – Pavens yndling” følger vi CIA agenterne Tristan & Clara, der arbejder i CIA’s afdeling for Radikal Mønstergenkendelse. Da en kvinde bliver myrdet i en butik i New York, bliver det startskuddet på en hæsblæsende og global jagt på en hemmelig klan for de to hovedpersoner. De hvirvles ind i et spind, hvor ældgamle hemmeligheder, mistillid og magt er tæt forbundet.”
(fra pressemeddelelsen)

Palshof skriver godt, og får lynhurtigt pisket en stemning op, så man bare bliver nødt til at læse videre. Historien er både spændende og actionfyldt, og der er masser af plads på bogens mere end 500 sider til at historien kan folde sig ud, og til at hovedpersonerne tegnes rimeligt tydeligt op. Sprogligt fungerer bogen fornuftigt, men det irriterede mig grænseløst at der hele tiden skulle smides engelske udtryk ind i teksten, når vi har udmærkede danske ord for det samme. Det virker f.eks. fjollet at folk skal “teame op”, når de bare kunne samles. Andre steder er engelske ord direkte oversat, og bliver derfor lettere underlige, f.eks. når folk skal “processere” noget de har oplevet, i stedet for at bearbejde det. Sproget bliver på den måde en kende for ung-virksomhedsleder-popsmart og overfladisk, hvilket modarbejder især bogens sidste del. Palshof taler jo et udmærket dansk, så hvorfor ikke bruge det i en dansk bog der er skrevet på dansk? Javist, handlingen foregår over hele verden og hovedpersonerne er amerikanere, men bogen bliver ikke mere troværdig af at tilgå sproget på den måde. Nogle steder endda tværtimod.

Det går lidt galt når Palshof bliver filosofisk i bogens sidste del, og det går helt galt når vi er til klanmøde ude i junglen. Jeg sad hele tiden og tænkte på at havde det lidt som om jeg var til Alternativets årsmøde efter indtagelse af en ikke ringe mængde bevidsthedsudvidende stoffer. Palshofs tanker er gode, og jeg kan følge ham langt hen ad vejen, men der går lige lovlig meget hippie-sekt i det til sidst, hvor jeg sad lidt med en øv-følelse. Det startede så godt, men sluttede en tand for mærkeligt. Vi får hele tiden at vide at klanen ikke er en religion og ikke er religiøs, det er lidt svært at tro på, når vi præsenteres for en klan der opfører sig så Sai Baba må ærgre sig over at det ikke var ham der fandt på det.

Hovedindtrykket er dog at jeg er imponeret. Der er plads til forbedring, men jeg er helt sikkert med når næste bind udkommer.

http://bogrummetwp.dk/boganmeldelser/sommerfugleklanen-pavens-yndling-af-t-m-palshof/